Regler for brugsret

  • Når man erhverver et gravsted, bliver man ejer af brugsretten over gravstedet. Der følger både en række rettigheder og forpligtelser med, som dog varierer afhængig af, om det gælder et gravsted til urner eller kister, et urnegravsted i fællesgraven, en plænesten i græs eller birkelunden i Ågerup.

  • Det er ejeren af brugsretten, der alene har beføjelse til at kontakte kirkegårdskontoret om forhold vedr. gravstedet. Overlader man det til et familiemedlem at kontakte kirkegårdskontoret om gravstedet, kan der blive bedt om skriftligt samtykke fra ejeren til, hvad der ønskes foretaget. Dermed sikres det, at ejeren af brugsretten til gravstedet er indforstået.

  • Fakturaer, henvendelser og informationer tilknyttet gravstedet sendes via digital post til ejer af brugsretten.

  • Som ejer af brugsretten til et gravsted har man denne brugsret i det antal år, gravstedet er fredet. Fredningsperioden gælder fra det tidspunkt, en kiste eller urne er nedsat i gravstedet. For kistegravsteder er fredningsperioden 25 år og for urner 10 år. For kistebegravelser af børn er fredningsperioden 10 år.

  • Er der i denne periode endnu en kiste eller urne, som nedsættes i gravstedet, øges fredningsperioden herefter og dermed også det antal år, man er ejer af brugsretten. Når der således er en kistebegravelse eller urnenedsættelse i et gravsted, hvor der i forvejen er nedsat en kiste/urne, skal man derfor som ejer forlænge sin brugsret til gravstedet for en periode, der sikrer, at den seneste kiste/urne har den fredningsperiode, som gælder.

  • Når fredningsperioden udløber, kan man vælge at forny sin brugsret til gravstedet. Kirkegårdskontoret sender en påmindelse i oktober måned det udløbne år om, at perioden udløber og beder samtidig ejeren tilkendegive, om brugsretten til gravstedet skal fornys eller om gravstedet skal nedlægges. Se mere under ”fornyelse og forlængelse”.

  • Ved fællesgraven er der ingen fornyelse eller forlængelse af brugsretten.

  • Når man erhverver et gravsted, får man et gravstedsbrev. Dette brev ajourføres, hvis der efterfølgende nedsættes yderligere kister eller urner i gravstedet. Gravstedsbrevet dokumenterer, hvem ejeren af brugsretten er og oplyser bl.a. hvem der er stedt til hvile i gravstedet.

  • Som ejer af brugsretten til et gravsted har man ret til at tage beslutninger om fx gravstedets indretning og beplantning, om kiste-og urnenedsættelser i gravstedet, om mindesten og om evt. aftaler med kirkegårdskontoret om pasning af gravstedet. Man har som nævnt desuden beføjelser til at kontakte kirkegårdskontoret om forhold vedr. gravstedet.